Vores mangeårige kollega Jan Koch, runder et skarpt hjørne – 25 år hos Solrød Stilladser / SST Hejs – og med over 40 år i stilladsbranchen samlet set, er der tale om en mand med solid erfaring. I dag arbejder Jan som servicetekniker hos SST Hejs, og selvom dåbsattesten siger 67 år, så er han stadig i fuld fart fremad.
Sjovt nok var det slet ikke stilladsbranchen, der trak i starten. Efter realeksamen og en EFG-uddannelse inden for jern og metal var planen egentlig at blive finmekaniker. Men livet tog en dejning for Jan søgte ind i Forsvaret. Det endte med en karriere som overkonstabel af 1. grad fra 1977 – fyldt med action og oplevelser, blandt andet ture rundt i Hercules fly og helikoptere. Oplevelser, som stadig sidder friskt i hukommelsen.
Vejen ind i stilladsbranchen
Midt i den kolde krig skete der dog også ting i verden, og i 1984 valgte Jan derfor at prøve noget nyt. Et år som fængselsbetjent blev det til – men livet bag murene var ikke noget for ham, Han savnede friheden, luften og det aktive arbejde. Derfor tog han i 1985 grunduddannelsen i stilladser og kom hurtigt i gang hos MK Stillads.
Det var lidt af en omvej – fra Forsvaret til stilladsbranchen – men jeg har aldrig fortrudt det. Jeg kan godt lide det aktive arbejde og at være ude i naturen.
I 1993 gik turen første gang til Solrød Stilladser, hvor Jan hurtigt blev en del af fællesskabet. Hverdagen stod på montagearbejde ude på pladserne – med opbygning af stilladser på alt fra boligbyggerier til mere specielle opgaver – og et arbejde, der kræver både overblik, fysik og godt samarbejde.
Gennem årene har arbejdet budt på lidt af hvert – fra opgaver på Christiania til stillads ved Janni Spies’ bolig. Variation og uforudsigelighed er noget af det, der gør jobbet sjovt. To dage er aldrig ens.
Og ikke kun på stilladset – han engagerede sig også i kollegerne og blev blandt andet kasserer i medarbejderklubben. Her indbetalte montørerne hver måned et mindre beløb til en fælles kasse, som kunne hjælpe en kollega økonomisk, hvis uheld eller sygdom satte dem midlertidigt ud af spillet – en vigtig håndsrækning i en tid, hvor lønnen i høj grad var basseret på akkord.
Et bum på vejen – og tilbage igen
Og uheldet ramte desværre også Jan. I 1999 blev han involveret i en alvorlig trafikulykke, som holdt ham væk fra arbejdet i en periode. Generne gjorde, at arbejdet på stillads blev for risikabelt. Men Jan er ikke typen, der giver op. Med sin aktive tilgang til livet – blandt andet fra tiden i Forsvaret og som aktiv i 5-kamp – kæmpede han sig tilbage.
Allerede i 2001 var han tilbage hos Solrød Stilladser – denne gang i et flexjob, hvor tempoet kunne tilpasses. Det er herfra, Jans 25-års jubilæum tælles – men reelt har han faktisk været en del af virksomheden i 31 år.
I dag er han tilbage på helt almindelige vilkår. I 2015 skiftede Jan rolle til servicetekniker hos SST Hejs, hvor han i dag holder styr på værkstedet på Industriholmen.
Jeg har prøvet lidt af hvert gennem årene, men det er variationen og tempoet, der gør, at jeg stadig synes, det er fedt at gå på arbejde.
Pension? Ikke lige nu
Hvad holder så Jan kørende efter så mange år? Svaret falder hurtigt: tempoet og fællesskabet. Det har været spændende at følge virksomhedens udvikling gennem årene, og i dag er SST Hejs en stærk spiller i branchen. Men mindst lige så vigtig er kollegerne – for det skal jo også være sjovt at gå på arbejde.
Og pensionen? Den må lige vente lidt endnu. Jan har stadig energien – og når den dag kommer, skal han nok holde sig i gang. Haven, campingvognen og motorcyklen står allerede klar.
Reception
I anledning af Jans jubilæum inviterer vi til reception torsdag den 7. maj kl. 14.00-15.00 på Industriholmen 35, 2650 Hvidovre.
Det vil glæde Jan at se venner af huset, tidligere kolleger og samarbejdspartnere – I er meget velkomne til at kigge forbi til en uformel fejring.
Af hensyn til planlægningen må du meget gerne give en tilbagemilding på, om du har mulighed for at komme – send en mail til al@sst.as.
